Roskilde Dyrskue

Bedømmelse af 2 års får 2009

Dyrskue er hårdt arbejde og gode oplevelser!

I 2008 deltog vi på Rosklide Dyrskue for første gang. Det var en rigtig god oplevelse at få vist nogle af vores dyr frem, for vi havde en fornemmelse af, at de slet ikke er så tossede endda. Det blev da også til 23 point til begge dyr og en ærespræmie til gimmeren med lam, så vi var både glade, stolte og en masse erfaring rigere!

Hvis ikke du allerede har gjort det, kan du læse om vores oplevelser med skuet i september måneds (2008) udgave af Dansk Fåreavlerforenings blad "FÅR".

Op til et dyrskue er der masser af forberedelser, og væsentligst af alt er at få vænnet dyrene til at gå i snor. Det er bestemt ikke noget, der kommer af sig selv! Efterhånden som skuet nærmer sig stiger spændingen selvfølgelig også.

Roskilde Dyrskue 2009

Hun er nu noget ganske særligt - præmiefåret!

Sådan er det vel altid, når nogen eller noget klarer sig godt, og i 2009 havde vi faktisk tre dyr med på skue, hvilket var et mere end beregnet, for der er unægteligt lidt mere forbederelsesarbejde. Det får, der nær var blevet hjemme løb imidlertid med en ærespræmie, så vi har lært, at hvis vi er i tvivl selv, skal vi lade dommerne om at træffe beslutningen.

Det var et god skue i år, med flere udstillere i vores race, så konkurrencen var hårdere, og der var flere at snakke og udveksle erfaringer om racen med - dejligt. Nu kan vi se frem mod næste år, hvor vi pønser på at deltage med et elitefår...