Anja og Martin

Vi er henholdvis 38 og 40 år, og har nu slået vores folder på landet siden sommeren 2001.

Martin er opvokset på Amager og uddannet kleinsmed. Hans viden som smed kommer os tilgode på gården, for han laver staldinventar, grinder og svejser på de gamle maskiner, når de bliver trætte.

Anja er opvokset i Skibby i Hornsherred og er uddannet jordbrugsøkonom på det tidligere KVL. Hun har altid villet tilbage til landlige omgivelser, og er glad for at have fået muligheden. Anja har forudsætningerne i orden, når det gælder papirarbejde i stil med gødningsregnskab, ansøgninger om EU-tilskud og regnskab.

Vi havde ingen erfaringer med praktisk landbrug, da vi flyttede på landet; men en god portion stædighed og hjælp fra velvillige naboer har fået os godt på vej. For hvert år der går er vi lidt bedre forberedt og har lidt flere smarte løsninger klar, der letter dagligdagen med dyrene. Et eksempel på dette var den sommer, hvor vi fik rullet vandslanger ud til foldene, så vi ikke skulle fylde drikketrug med spande - se det var i sandhed en lettelse!

Og ja - ikke at forglemme: Richard er nu 2½ år og elsker livet på landet. Det glæder os at se ham vokse op her på gården, og inden længe kan vi byde to mindre søskende vekommen også😀

Gårdens andre beboere

Vi har gennem vores tid på gården nærmest forsøgt os med en ægte Noah's Ark; men i dag er aktiviteterne skåret noget ned, så det "kun" er grise, katte og høns, der sammen med fårene giver os en travl hverdag efter arbejde.

Vores høns er af racen Blå Wyandotter (store høns). Det er rolige og særegne høns, med en meget social adfærd. Vi lider dog under, at det er en lidet udbredt race, så det er svært at skabe fornyelse.

En gang om året tager vi et hold smågrise ind til opfedning. det sker i efteråret, så slagtning kan ske i god tid før jul.

Vi er så heldige, at familie og naboer er søde til at kigge efter bedriften, så vi en gang i mellem kan tage lidt væk hjemmefra og opleve verden (inkl. Danmark). Vi holder bl.a. meget af at lufte teltet på campingture, og at blive blæst igennem af vinden på sejlture.